Af Karsten Holt Larsen, 2. november 2001
Et stigende antal sagesløse danske kvinder og børn udsættes for grusomheder og overgreb fra stærkt kriminelle drengebander. Forbrydelserne har i vid udstrækning karakter af fysisk og psykisk totur, kidnapning, seksuel tvang, voldtægt og massevoldtægt. Hyppigt indfanges ofrene ganske enkelt på åben gade.
Den almindelige danske befolkning har udvist en betydelig afsky for denne type forbrydelser. På den anden side modtager voldsforbrydere i mange tilfælde ikke nogen reel straf for deres forbrydelser. Og i mange tilfælde går de fuldkommen straffri.
Et særlig grotesk eksempel udspandt sig ved retten i Taastrup. En stærkt kriminel drengebande havde terroriseret en mindreårig dansk skolepige. Udsat hende for seksuel tvang, trusler og fysisk vold. Efter overgrebene havde banden, med trusler om tæsk, tvunget pigen til tavshed. Forbrydelsen kom således kun frem i lyset, fordi banden selv pralede med deres grusomheder mod pigen. Bl.a. over for deres pædagoger.
I retssalen mødte banden og deres kammerater frem og udsatte her åbenlyst pigen for hån og spot. Uden at hverken dommer, anklager eller politi gjorde noget for at standse bandens overgreb mod det ulykkelige offer – af den grund måtte pigen efterfølgende modtage psykologhjælp.
Banden grinede i retssalen åbenlyst af pigen og de milde domme – der i realiteten betyder, at det kan være straffrit at udsætte sagesløse danske kvinder og børn for seksuel tvang – alligevel nægtede politiassessor Henrik Holten Rasmussen kategorisk, at sagen burde ankes – for det er nemlig helt OK, når bare det er drenge, mente han. Men hvad skal det ulykkelige voldsoffer gøre, når selv politiet forholder sig passivt over for voldsforbryderne?
Eksemplet står langtfra alene. Alligevel har regeringen vist en reel mangel på vilje til at forbedre retstilstanden. Det kan den også roligt gøre, for ofrene har helt sikkert ikke overskud til at gå ind i arbejdet med at forbedre forholdene. Endvidere har analyser fra flere sider, herunder regeringens egen, vist, at regeringen har en betydelig valgstrategisk interesse i, at denne form for kriminalitet, eksempelvis massevoldtægt, ikke kommer frem i lyset.
Netop meget milde straffe til voldsforbryderne er et særdeles effektivt våben, når regeringen ønsker, at voldsofre ikke skal melde forbrydelserne til politiet. Det viser svenske erfaringer. I Sverige sker der således et betydeligt antal massevoldtægter mod sagesløse svenske kvinder og børn. Men mange af forbrydelserne anmeldes ikke, fordi forbryderne alligevel ikke får nogen straf ved de svenske domstole. Derfor ser alt endnu pænt ud på overfladen i de svenske statistikker.
At prisen så betales af de svenske kvinder og børn, der udsættes for kidnapning, vold, tortur, voldtægt og massevoldtægt betyder åbenbart ikke noget for den svenske regering.
Karsten Holt Larsen – Massevoldtægt – regeringens hensigt? – Massevoldtægt.dk – 2. november 2001
Seneste kommentarer