Retspolitikkens skæbnetime
Af Karsten Holt Larsen, 20. november 2001
Fortsættes den nuværende kurs i dansk retspolitik, vil det med sikkerhed koste helbredet for endnu flere sagesløse danske kvinder og børn. Det er ikke en løs påstand, enhver dansker kender i dag flere eksempler på hujende og jublende bander, der efter meget milde domme for grov vold, voldtægt, massevoldtægt og drabstrusler i henrykt triumf kan forlade retsalen. Lad os bare se på tre eksempler – sager, som vi alle husker og græmmes over:
Massevoldtægt i Bispehaven i Århus – februar 2000
9 drenge voldtog under råben og skrigen en ulykkelig 14-årig pige, mens de holdt hende hårdt fast og tildængede hende med skældsord som “luder” og hånede med tilråb som: “Nu kommer ham med den store pik”. Retsvæsnet sikrede drengene meget milde straffe, hvorpå drengene under fest og jublende tilråb kunne forlade retten. I appelsagen blev pigen udsat for en helt umenneskelig og ondsindet hetz. Eksempelvis opsøgte to mindreårige voldsforbrydere – som af den grund havde undgået sigtelse for forbrydelsen – retsbygningen og tildængede pigen med hånende bemærkninger. Pigens rystede mor udtaler efter retssagen: “Jeg er simpelthen fortørnet over, at man lader en ung pige i stikken og bruger alle mulige kneb og sviner hende til”.
Overfald og voldtægt af søstre – oktober 2000
I København blev to søstre på en helt usædvanlig ondsindet måde udsat for forfølgelse og overfald af en drengebande, og den ene af søstrene blev udsat for en uhyggelig voldtægt. Bedstefaren til en af de kriminelle drenge argumenterer imidlertid for, at der ikke kan være tale om voldtægt. Drengene er nemlig farlige, når de bliver liderlige: “Jeg tror ikke, det var en voldtægt. Og hvorfor bliver udenlandske piger i Danmark aldrig voldtaget? Svar mig på det! Danske piger er meget anderledes, de går på diskoteker og frister drenge i stramt tøj, så drengene bliver liderlige. Det er farligt, siger bedstefaderen”.
Psykisk og fysisk tortur i Hjørring – årene op til 1995
En særlig grusom sag udspandt sig i Hjørring i 1995, hvor en drengebande blandt andet ved trussel om drab holdt småpiger som sexslaver i måneder og år, og to 12-årige piger udsattes således gennem den tid systematisk for massevoldtægt af banden. “Begge… piger… har forsøgt at tage deres eget liv.” Under sagen blev vidner opsøgt af banden og udsat for dødstrusler, og i det hele taget havde vidnerne usædvanlig vanskeligt ved at huske deres forklaringer i retten. Alligevel lod retten voldsforbryderne slippe næsten straffrit.
Det kan tørt konstateres, at Nyrupregeringens retspolitik på ingen måde har slået til – den har på ingen måder stoppet denne form for kriminalitet. Snarere tværtimod. Den nuværende justitsminister Frank Jensen har ligefrem spottet voldsofferene i disse sager ved sin passivitet. Hvem husker således ikke med harme, da justitsminister Frank Jensen i TV-Avisen kl. 18.30 mandag den 15. januar 2001 påstod, at skatteborgerne ikke ønskede at betale for fængsling af grove voldtægtsforbrydere – det på trods af, at alle meningsmålinger viste det modsatte.
Det bemærkes, at regeringen har fremsat forslag til retspolitiske stramninger, bl.a. for voldtægt, og desuden er fremkommet med den meget omtalte terrorpakke. Det bemærkes også, at stramningerne er fremsat således, at folketingsvalget er overstået endnu før stramningsforslagene overhovedet nåede andenbehandling i Folketinget. Ved et eventuelt genvalg vil Nyrup derfor i ro og mag kunne afvikle stramningerne i retspolitiken i forbindelse med genfremsættelsen i Folketinget.
Denne gang er det således ikke alene penge og pensionsordninger, der står på spil, hvis Nyrup ikke holder sine løfter. Kriminaliteten vil fortsætte med uformindsket styrke, hvis ikke der sker kraftige retspolitiske stramninger. En uforandret kurs i retspolitiken vil derfor med sikkerhed gøre endnu flere sagesløse danske kvinder og børn til voldsofre, mærket for livet – det er menneskeskæbner, vi taler om her.
Tør vi derfor stole på at Nyrup, denne gang, vil holde sine valgløfter, og faktisk gennemføre de retspolitiske stramninger? – han siger et, men fakta antyder noget andet …
For en nærmere beskrivelse af de eksisterende retsforhold se: www.MASSEVOLDTAEGT.DK
Karsten Holt Larsen – Retspolitikkens skæbnetime – Massevoldtægt.dk – 20. november 2001
Seneste kommentarer