Domstolenes politisering

 

Af Karsten Holt Larsen, 27. februar 2002

 

Domstolene har ikke manglet fantasi, når sagerne om massevoldtægt har skullet fremstilles til fordel for voldsforbryderne på bekostning af voldsofrene og den almindelige retsfølelse i befolkningen. Dommerne er irriterede på politikere og almindelige mennesker, der ønsker at voldsforbryderne straffes frem for voldsofrene. Men domstolene er ikke selv upolitiske i deres domme.

 

Usmagelig kynisme

I sagen om de to søstre, der blev overfaldet og udsat for massevoldtægt på Gammeltorv i København, undgik dommer Lise Dietrich på en særdeles behændig og skrupelløs måde en efterfølgende politisk kritik. Hun konstaterede nemlig kynisk og imod alle fakta, at der ikke havde været tale om voldtægt. Mens hun lod anklageren stille sig tilfreds med, at drengen overhovedet modtog nogen reel straf for voldtægtsforsøg.

 

Bispehavesagen viser imidlertid, at skyldsspørgsmålet er afgørende for, at Folketingets retspolitiske ordførere overhovedet udtalte sig om straffens rimelighed. Som retspolitisk opfører i Det Konservative Folkeparti Helge Adam Møller dengang udtrykte det i ”Politiken”: »Det afgørende for mig er, at retten har dømt de tiltalte for at have voldtaget pigen. På den baggrund kan jeg godt udtale mig om, at tre måneders betinget fængsel er for lidt, når straframmen er på seks år«.

 

Landsretsdommer Peter Lilholt åbnede dørene under de i alt 14 massevoldtægtsforbrydere og forsvarsadvokaters udlægning af Bispehavesagen. Denne kynisme fra domstolene har haft meget alvorlige personlige følger for voldsofferet. Forsvarsadvokaterne og massevoldtægtsforbryderne anvendte muligheden for tilsvining af voldsofferet fuldt ud, og landsretsdommer Peter Lilholt udtrykte da også stor tilfredshed med mediernes dækning af landsretssagen.

 

Nordjysk medietyr

Når det drejer sig om varetagelse af voldsforbrydernes interesser er der, som vi har set, ingen smalle steder i de danske retssale. En særlig grov forhånelse af voldsofrene udspandt sig således ved retten i Hjørring i 1995. Dommer H. E. Munk-Petersen valgte det dengang usædvanlige at åbne retssagen for pressen på den betingelse, at dørene ville blive lukket igen, hvis mediernes beskrivelse af sagen ikke var ham til behag.

 

Gennem flere måneder havde en bande store drenge voldtaget og terroriseret to mindreårige piger, der til sidst blev drevet ud i selvmordsforsøg. Pigerne blev hyppigt udsat for drabstrusler og truet med pistoler og andre våben. Dommer H. E. Munk-Petersen konkluderede dog frejdigt, at det bare var, hvad unge mennesker helt normalt gør, når de ”øver sig”. Nogle journalister må jo sidde tilbage med speget samvittighed over mediernes manglende kritik af dommeren.

 

På den anden side ville dørene jo blive lukket for pressen, hvis den udtalte sig kritisk om dommer H. E. Munk-Petersens sygelige forståelse af sagsforløbet – det havde han jo selv truet med. Virkelig usmageligt blev det, da dommer H. E. Munk-Petersen efter retssagen førte sig frem som en anden medietyr og forhærdede sig selv på bekostning af voldsofrene.

 

Offentlighedens harme

Mange almindelig danskere bliver forargede over disse groteske forhold i de danske domstole. Men det er næsten umuligt at gribe ind over for den juridiske ærtehalm. Eksempelvis er dommer Bjarne Habersaat efterhånden en berygtet skikkelse i retspolitiske kredse. Baggrunden er, at han frikendte en gruppe massevoldtægtsforbrydere for reel straf efter, at de havde udsat en ung pige for grov overfaldsvoldtægt på Vejle banegård.

 

Ønsker man imidlertid som menig borger at klage over dommer Bjarne Habersaat, skal man indsende sin klage til ham selv! – og er man ikke tilfreds med hans afgørelse, kan den så ”indklages” til stadsadvokaten i Viborg*. Det siger sig selv, at det vil være fuldkommen meningsløst at klage over dommer Bjarne Habersaat under disse betingelser. Juristerne vil naturligvis som altid holde sammen som ærtehalm.

 

Befolkningen må have indflydelse

Løsningen er dog ligetil. Domstolene må omlægges således, at de underlægges mere direkte kontrol fra befolkningens side. Desuden må mediernes relationer til domstolene gøres til genstand for en mere regelfast regulering, således at det ikke alene bliver op til den enkelte dommers skalten og valten og mere eller mindre dårlige humør at afgøre, hvorvidt offentligheden kan få adgang til domstolenes aktiviteter.

 

I sagerne om massevoldtægt har voldsforbrydernes for længst bevist, at de kun har respekt for rå magtanvendelse fra retssystemets side. Det samme gør sig desværre gældende for dommerstanden. Politiseringen omkring retssagerne er selvforskyldt for dommerstandens vedkommende. Og ved at udvise den største disrespekt for både Folketing, befolkning og medier har den danske dommerstand kørt sig selv ud på et sidespor i demokratisk sammenhæng.

 

 

* Procedure anvist mundtligt af domstolsstyrelsen – 1. kvartal 2001.

 

Artiklen bygger på data fra Massevoldtægt.dk

 

Karsten Holt Larsen – Domstolenes politisering – Massevoldtægt.dk – 27. februar 2002