Socialdemokratiets vilje til vold?

 

Af Karsten Holt Larsen, 17. november 2001

 

Det er blevet hævdet, at Socialdemokratiets overgreb mod retssikkerheden og i mange tilfælde direkte forhånelse af voldsofre samt forherligelse af voldsforbrydere skyldes tilfældige og uheldige sammenfald ved enkeltstående begivenheder. De mange tilfælde skulle således være fuldstændig løsrevet fra Socialdemokratiets samlede virkelighedsopfattelse. Argumentet mister imidlertid kraft efterhånden som eksemplerne hober sig op – og forbedringen i retstilstanden udebliver – forsvarsløse voldsofre og den almene retsbevidsthed betaler prisen for Socialdemokratiets arrogance.

 

En part har dog profiteret kraftigt i det Socialdemokratiske lotteri, nemlig voldsforbryderne. Billeder af hujende og jublede voldsforbrydere og kriminelle bander, der i triumf forlader de danske retssale, er efterhånden et hverdagssyn. Voldsofre og vidner kan ofte kun færdes i selve retsalen under stærk politibeskyttelse. Mens den forfærdede offentlighed må se magtesløs til, at den socialdemokratisk ledede regering holder hånden over tingenes tilstand og modarbejder ethvert forsøg på forbedring af retssikkerheden for almindelige mennesker. Jeg skal her blot nævne nogle få eksempler.

 

Hvem husker således ikke den helt groteske sag, hvor den socialdemokratiske borgmester Winnie Larsen-Jensen ville gennemtvinge, at voldtægtsforbrydere skulle bo sammen med mindreårige sexmishandlede piger. Kun en kraftig indsats fra venstremanden Martin Geertsen og stærk modstand i befolkningen og medierne fik i sidste øjeblik sat en stopper for Winnie Larsen-Jensens vanvittige plan.

 

I en central debat om længden af straffen for grove voldtægter udtrykte justitsministeren – som noget helt nyt for en socialdemokrat – stor angst på skatteborgernes vegne. Fordi der ville være udgifter forbundet med forlængede fængselsstraffe til grove voldtægtsforbrydere. Enhver meningsmåling vedrørende befolkningens holdning på området tyder dog på, at skatteborgerne i netop dette tilfælde med glæde ville have ydet et bidrag. Justitsministerens indstilling må derfor helt igennem tilskrives manglende overblik og dømmekraft – hvad justitsministeren da også efterfølgende måtte indrømme.

 

Iveren efter at tækkes voldsforbrydernes behov får også Socialdemokratiet til at misbruge embedsmandsværket. Et godt eksempel er Justitsministeriets såkaldte ”specialkonsulent” Britta Kyvsgaard, der med med sine forsøg på at retfærdiggøre regeringens fejlslagne retspolitik under justitsminister Frank Jensen repræsenterede indbegrebet af den politiserende embedsmand.

 

Hendes analyser er præget af uvidenskabelighed og hykleri, og er helt igennem styret af den socialdemokratiske justitsministers politiske behov for konklusionens ordlyd. Det eneste specielle ved Britta Kyvsgaard er således, at hendes spindoktoraktivitet for justitsministeren sker ved aflønning i Justitsministeriet og dermed må finansieres af de danske skatteborgere – igen er Socialdemokratiet parat til at lade voldsofrene betale prisen.

 

Eksemplerne er talløse. Igen og igen har socialdemokratiet kørt sig selv ud på et blindt sidespor, når det gælder varetagelsen af retssikkerheden i samfundet. Kampen for bedre retssikkerhed har ikke brug for denne indstilling hos Socialdemokratiet. Tværtimod er der brug for, at alle hjælper til med at få drejet forholdene i en ny retning.

 

Men vil socialdemokratiet overhovedet være i stand til at overkomme sin interne uenighed og herefter kunne medvirke til opbygningen af et retssystem, der tjener voldsofrene og den almindelige befolkning frem for voldsmændene? – Vi må håbe det. Men det, der hidtil er fremkommet fra socialdemokratiets side, ser ikke lovende ud.

 

Dette debatindlæg bygger på data fra www.MASSEVOLDTAEGT.DK

 

Karsten Holt Larsen – Socialdemokratiets vilje til vold? – Massevoldtægt.dk – 17. november 2001