Massevoldtægtens natur

 

Af Karsten Holt Larsen, 1. maj 2002

 

Massevoldtægt har i bogstaveligste forstand vist sig at være et politisk sprængfarligt emne. Som forudset af flere politiske kommentatorer og eksperter blev emnet således afgørende for udfaldet af det danske folketingsvalg den 20. november 2001. Ligesom denne særlige – og nye – form for kriminalitet sætter sig på dagsordnen i stadig flere lande i den vestlige kulturkreds. Emnet bør derfor tages alvorligt.

 

Synlig vildførelse

Trods forbrydelsens grovhed har visse politiske kredse – herhjemme koncentreret omkring Socialdemokratiet og visse fagforeninger som eksempelvis HK – ikke kunnet modstå fristelsen til at føre politisk plat over emnet. Grundet de indre stridigheder i Socialdemokratiet er det af afgørende betydning for partiledelsen at få afdramatiseret problemstillingen. Med det er hidtil sket på en måde hvor voldsofferene er kommet til at betale prisen for Socialdemokratiets magtpolitiske ambitioner.

 

Således fremkom Justitsministeriet og dets tilknyttede institutioner under den socialdemokratiske justitsminister Frank Jensen med en langt række såkaldt videnskabelige analyser, der dog realiteten var skattefinanseret spindoktoraktivitet, der skulle dække over Socialdemokratiets fejlslagne retspolitik. Eller hvem husker ikke Winnie Larsen-Jensens groteske plan om at helbrede massevoldtægtsforbrydere ved at lade dem udøve psykisk terror mod sexmishanlede piger på et børnehjem.

 

Befolkningens holdning

En ting nåde daværende justitsminister Frank Jensen imidlertid ikke at erkende før han trak Socialdemokratiet og hele regeringen med sig i graven ved valget den 20. november 2001. Nemlig at viljen til forandringer i retspolitiken kommer nedefra. Den almindelige danske befolkning er ganske enkelt trætte af at se voldsforbrydere juble i retten. Mens voldsofrene må ryste af angst – alene over den behandling de udsættes for af politi og retsvæsen.

 

Det var denne folkestemning, Det Liberale Venstres valgstrateger så glimmerende indså med deres valgannonce rettet mod massevoldtægtsforbrydere. Det centrale bliver derfor, om den ny regering kan indfri sine løfter på det retspolitiske område. Hvis ikke vil stemmerne i de kommende år fortsætte deres vandring mod højre i det danske politiske landskab. Eneste alternativ vil være en fuldkommen nytænkning og reformulering af venstrefløjens retspolitik.

 

Sprængfarlige fakta

Det er i denne kontekst af politisk magttænkning, at fakta vedrørende denne uhyggelige og sælsomme form for kriminalitet hindres i at se dagens lys. Det er nærmest tragisk, at stort set samtlige værdifulde analyser på området har privat ophav, mens de offentlige institutioner, der ellers får skattekroner til opgaven, har svigtet fuldstændig. Lyspunktet er dog, at de danske medier, i modsætning til de svenske medier, har bistået befolkningen med at få tingene frem i lyset.

 

Efterhånden er mange ledende eksperter på området dog enige om, at massevoldtægterne kendetegnes af en række karakteristika:

 

1. Massevoldtægt (og voldtægt i det hele taget) begås overvejende af etnisk fremmede.
2. Sandsynligheden for, at voldsforbryderne er etnisk fremmede, stiger med antallet af voldsforbrydere.
3. Voldsofrene er helt overvejende etnisk danske kvinder.
4. Forbrydelserne har udspring i voldsforbrydernes kulturelt betingede kvindesyn.
5. Religionen spiller en betydelig rolle for voldsforbrydernes kvindesyn.
6. Mange massevoldtægter anmeldes ikke.
7. Mørketallet stiger sandsynligvis med antallet af gerningsmænd.

 

Frem i lyset

I modsætning til i Danmark er det lykkedes det svenske socialdemokrati at holde medierne i stramme tøjler. Herved er den svenske offentlighed blevet unddraget en objektiv debat omkring emnet. Udviklingen i Sverige viser dog, at det ikke nytter at feje denne type forbrydelser ind under gulvtæppet. Tværtimod har det medført en eksplosiv stigning i antallet af massevoldtægter. I modsætning til Sverige minder det norske og danske debatklima mere om hindanden.

 

Hovedårsagen til de store tabu omkring fænomenet er først og fremmest voldsforbrydernes etniske og religiøse tilhørsforhold. Der er endnu ikke blevet udarbejdet nogen egentlig sammenhængende statistik på området. Men spredte data antyder, at massevoldtægt, ikke bare i Danmark, men i alle vestlige lande overvejende udøves af etnisk fremmede. Først og fremmest fra den muslimske kultur.

 

De svenske erfaringer viser, at fortielser og tabuering af emnet for enhver pris må undgås. Udsættes en svensk pige for massevoldtægt, er hun stort set retsløs, hvis voldsforbryderne er etnisk fremmede. Klager hun, vil hun kunne blive irettesat, og forsøger forældrene at hjælpe deres datter, vil de i realiteten risikere at blive fyret fra et eventuelt job i det offentlige.

 

For at sikre et reelt beslutningsgrundlag for politikere og befolkning er det derfor nødvendig med langt mere avancerede værktøjer til observation af udviklingen i kriminaliteten. Derfor bør der fremover føres systematisk og offentlig tilgængelig statistik på voldsforbrydernes etniske og religiøse baggrund. Det er vi ikke vant til her i Danmark. Men det må vi blive, hvis ikke den voldelige udvikling skal fortsætte.

 

Denne artikel bygger på data fra Massevoldtægt.dk

 

Karsten Holt Larsen – Massevoldtægtens natur – Massevoldtægt.dk – 1. maj 2002