Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/danmarkforst.dk/public_html/wp-content/themes/Divi/includes/builder/functions.php on line 5070
Massevoldtægt - statistiske refleksioner - Danmark Først

Af Karsten Holt Larsen, 6. november 2001

 

Den officielle statistik vedrørende sager om massevoldtægt i Danmark rummer fundamentale metodologiske fejl, der har fatale følger for den offentlige debat. Regeringens tal afspejler således langtfra forbrydelsernes virkelige omfang i det danske samfund. En hel fundamental fejlkilde er den betydning, som retssystemets formelle afgørelser tillægges som fundament for statistiske opgørelser i sager om massevoldtægt. I det følgende vil forholdene blive nærmere belyst.

 

Først kan vi konstatere, at det, der fremkommer i retssalen, ikke nødvendigvis er i reel overensstemmelse med virkeligheden, eksempelvis med forbrydelsernes faktiske grusomhed. Der er flere grunde hertil, men en af dem kan være, at anklageren har fravalgt nogle ting i sin fremlæggelse af sagen: Eksempelvis kan forbrydelsen være så grusom, at anklageren vurderer, at retten alligevel ikke vil tro på det; en anden årsag kan være, at anklageren på forhånd har opgivet bevisførelsen, fordi der har været så mange voldsforbrydere om et enkelt offer, at bevisstillingen bliver umulig, uagtet at forbrydelsen i givet fald har været desto mere forfærdelig – eller det kan forholde sig sådan, at sagen aldrig kommer frem eller bliver retsforfulgt, fordi offeret trues til tavshed af banderne. Hvilket desværre er realiteten i mange af disse sager.

 

Et fjerde og meget alvorligt kritikpunkt i forbindelse med denne type sager, nemlig bandekriminalitet, er, at mange voldsforbrydere faktisk slet ikke kommer i retten, fordi de er såkaldt mindreårige. Bandekriminaliteten er netop kendetegnet ved et meget højt engagement af mindreårige (ofte et flertal). Hvilket har flere fordele for banderne: 1) de mindreårige kan risikofrit deltage i forskellige former for mishandling af voldsofferet, 2) de mindreårige kan risikofrit deltage i selve forbrydelsen, 3) de mindreårige kan i retten vidne, således at også de voldsmænd, der ikke er mindreårige, går fri og 4) under selve retsprocessen kan de mindreårige deltage i terroraktioner mod vidner og voldsofre, der ikke gør, som der bliver forlangt af banderne.

 

De officielle statistikker afspejler heller ikke de helt urimelige forhold, som det nuværende retssystem byder voldsofrene – mens voldsforbryderne på deres side får alle fordelene. Lad os eksempelvis se på det talmæssige forhold i en enkelt sag, Bispehavesagen: Voldsforbryderne og deres forsvarsadvokater udgør i alt 12 personer ( + 2 voldsforbrydere under den kriminelle lavalder ): I alt 14 voldsforbrydere og forsvarsadvokater deltog således aktivt i retsprocessen. Mens voldsofferet er en lille pige, kun delvist værnet af en enkelt anklager og en bisidder.

 

Enhver kan jo se, at det er helt galt. Det er heller ikke vanskeligt at indse, hvor værdiløse de officielle tal er i enhver kvalificeret debat.

 

Men hvad er statistik i denne sammenhæng? – EN SAG ER EN SAG FOR MEGET!!!

 

Karsten Holt Larsen – Massevoldtægt – statistiske refleksioner – Massevoldtægt.dk – 6. november 2001