En gammel dørmands brogede erindringer

 

Af Per Bührmann

På et møde i Den Danske Forening kom vi

til at snakke om mit gamle arbejde som

dørmand – eller kontrollant eller udsmider.

Jeg kunne nogle sjove historier. Men da

jeg kom til dengang, jeg sluttede i 2003,

og om, hvordan tingene havde udviklet

sig, foreslog formanden, at jeg skrev en artikel

om mit syn på sagen. Jeg spurgte, om

han nu troede, det kunne intressere nogen?

Det mente han bestemt – så nuvel.

Jeg startede i 1993 som vagt eller udsmider

i noget, der hed SR vagt, og at arbejde

på Boogi Bar (bag Berlingeren) og på

Laurits Betjent ved Christiansborg. På det

tidspunkt var der nogen respekt om vores

arbejde – og der var langt mellem nydanskerne,

et problem, jeg senere skal vende

tilbage til. Vores firma fik så vagten på Fidusen

på Amager, hvor jeg stødte på bodybuildere,

der var på stoffer, sprut og stereoider

– en grim cocktail, som for de fleste

på sigt ødelægger deres liv derved, at

de bliver fyret på deres arbejde, kommer i

fængsel for vold, og roder sig ind i det kriminelle

miljø på grund af salg af stoffer

med gæld til følge.

De optræder ved at tage i byen for at slås

med folk, ikke nogle som har gjort noget.

Bare folk, der kommer forbi. Det synes de

er sjovt (det gør politiet og straffeloven ikke),

og med de papirer sidder de så fast i

miljøet.

Straffen, som de idømmes, griner de ad.

Først senere finder de ud af, at det er anmærkningerne

på straffeattesten, der er

den virkelige straf. Det er interessant at

tænke på, hvordan vores straffesystem er

skruet sammen.

Senere kom jeg på Aksels Dansebar (i

bunden af Scala) og så til Roskilde på Ritz

(nu skriver vi 1995), og det var her, vi så

småt begyndte at få problemer med

“nydanskerne”, også kaldet anden- og

tredje-generations indvandrere – her efter

  1. G.

De kom i flokke på 8-15 stykker. De drak

ingenting men sad i et hjørne og lurede.

En konflikt kunne typisk starte således: En

  1. G går hen til en dame og spørger, om de

skal danse? Nej tak, siger hun! Derefter er

hun “racist”, “luder”, “danskersvin”, o. s.

 

  1. Nu blander dem, hun er sammen med,

sig typisk: Hendes fyr eller en veninde.

De beder 2. G’eren om at gå sin vej, men

det vil han ikke. I stedet slår hans venner

nu ring om de 2-3 personer og starter et

håndgemæng eller truer med, at det vanker,

når de er udenfor. Jeg har haft personer,

der har siddet og ventet på lukketid

med skræk, og så måtte eskorteres ud ad

bagdøren af os eller hjælpes væk af politiet.

 

Hvis en dørmand så belært af sine erfaringer

ikke vil have 2. G’er ind – måske efter

ordre fra bestyreren – så bliver politiet

tilkaldt, og en sag om overtrædelse af §

266 b starter. Men det er ikke nok: De står

så udenfor hele natten og provokerer alt og

alle. Når så politiet kommer, er de væk i

10 minutter og så tilbage. Det, der sker, er,

at danskerne begynder at gå andre steder

hen. Ejeren kan så leve med, at der kun er

små piger på 15-16 år og 2. Ger – og kan

så dreje nøglen om efter et år.

En ny trend er det også, hvis du får f. eks.

denne besked: Du kan ikke komme ind

her, eller du kan ikke købe mere at drikke

i dag – ja så skal afgørelsen ankes til bestyreren,

politiet, justitsministeren, Ekstra

Bladet, dronningen. Ja, alle der gider høre

på dig. Også dem, der ikke gider høre på

dig …

Efter mordet på Rashid Laval i Horsens

fik vi skudsikre veste og andet udstyr, og

tonen blev skærpet. Jeg mener, at det er de

små straffe, 2. Gerne får, der blåstempler

deres opførsel.

Som afslutning vil jeg sige, at det var

blevet for farligt, da jeg sluttede i 2003:

Du var nødt til at have beskyttet adresse,

hemmeligt telefonnummer, køre en omvej

på vej hjem eller følges med din kollega

ud til bilen, da det ellers kunne gå rigtig

galt. Og det var lønnen ikke til. En almindelig

dørmand fik typisk mellem 120-150

  1. i timen, og da jeg så var blevet 43 år og

havde små børn – ja så besluttede jeg og

konen, at den tid nok var forbi.

Ja dette er så min lille historie. Om den

er interessant for andre end mig og formanden

– det må tiden vise.

Du, kære læser, ønskes et godt nytår.

 

(Nedenfor er billedtekst til et billede der er i den originale artikel.)

 

I diskotekernes og værtshusenes muntre

aften- og natteliv er det ikke mere helt så-

dan, som det førhen har været. “2. G’erne”

– eller de “halvanden-sproglige, som nogle

danskere kalder dem – gør livet voldeligt,

surt og ubehageligt for almindelige unge

danskere, der “bare” går ud for at more

sig på en friaften. Diskotekskulturen er

slet ikke mere som her på billedet – det er

et amerikansk frimærke, der mindes filmen

“Saturday Night Fever” fra 1977 – her

med en ganske ung John Travolta i hovedrollen.

 

Bührmann, Per: En gammel dørmands brogede erindringer 2005:1 s.13, DANSKEREN – NR. 1 – FEBRUAR 2005 13